BILLETSALG hverdage 12-16:00 Telefon 47 76 02 94
GJETHUSET • GJETHUSGADE 5, 3300 FREDERIKSVÆRK • TLF 40 70 50 30
CAFÉ og BILLETSALG: tirs-fre 12:00-16:00, lør 10:00-13:00 + ifb. med arrangementer
Ny direktør i Gjethuset fundet!
Ny kunstnerisk og administrativ leder i Gjethuset fundet

Efter en række ansøgere og samtaler har Gjethusets bestyrelse fundet en ny kunsteristisk og administrativ leder. Valget er faldet på musikmanden Ulrik Münster-Swendsen.

Ulrik Münster-Swendsen har været i musik- og kulturbranchen det meste af hans liv, både som udøvende musiker i bandet Innocent Blood – og de sidste 11 år som daglig leder i kulturhuset Galaksen i Furesø Kommunen.  
I Galaksen har han stået for daglig drift, booking og ledelse –En erfaring som han får brug for i Gjethuset, som både huser kunstudstillinger, koncerter, teater, møder, konferencer og lokale arrangementer.  
Ulrik Münster-Swendsen har en Diplomuddannelse (bachelor) i kunst og kulturledelse,
Udbudt af Odsherred Scenekunstskole og University College Sjælland
Hans afgangsprojekt handlede om ledelse og forandringsledelse i kulturinstitutioner.

”Jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet i Gjethuset, og jeg ser frem til at lære alle samarbejdspartnere, gæster og publikummer  at kende.
Jeg vil arbejde på, at vi som kulturhus fortsat er medskabere af en kulturel lokal identitet, hvor både personalet og de frivilliges arbejde har stor betydning, og hvor alle er super vigtige for at vores fælles projekter lykkes”, fortæller Ulrik Münster-Swendsen.  

Også formand for Gjethuset,Ivor Palmer Jørgensen glæder sig til at den nye leder tiltræder: ”Vi er utrolig glade for i Gjethuset at kunne tiltrække en så stærk profil inden for kunst og kultur. Ulrik har gennem årene bevist han kan sammensætte og lede teams. Der er blevet videreudviklet og skabt ny og spændende kultur i samarbejde med lokale samarbejdspartnere”, fortæller Ivor Palmer Jørgensen. 

Det ”åbne” kulturhus
Gjethusets nye frontmand har beskæftiget sig indenfor det kulturelle felt både i kunstneriske, organisatoriske og administrative sammenhænge – og han har derfor rig erfaring med at drive et kulturhus som Gjethuset.  Allerede inden første dag på jobbet d. 1.september har Ulrik gjort sig tanker om fremtiden i Gjethuset: 

”Jeg tror på, at vi kan skabe et endnu stærkere kulturhus i samskabelse med den lokale omverden. Vi skal arbejde med eksisterende såvel som nye relationer.
At vores kulturhus kan være omdrejningspunkt for den brede kultur fra ind og udland, men også for den lokale og egnsspecifikke kultur. Jeg tror det er vigtigt, at vi er lokale, at folk føler det er deres sted, og er stolte af have det i deres by, deres kommune, på deres egne. Jeg er meget åben over for nye ideer og input, og håber folk vil komme til os med deres tanker og ideer. Jeg tror på det ”åbne” kulturhus.”

Ulrik og bestyrelsen vil endelig fastlægge Gjethusets fremadrettede strategi i efteråret 2017. 

Ulrik Münster-Swendsen fyldte 50 år i maj. Han er opvokset i Helsingør og flyttede til KBH i start 90’erne. Han bor nu i Hørsholm med sin kone og to børn, en pige på 18 år og en dreng på 15 år.

Ulrik Münster-Swendsen afløser tidl. Leder af Gjethuset, Morten Vilhelm, der i marts opsagde sin stilling pga. personlige årsager. 


GJETHUSET
Gjethusgade 5
3300 Frederiksværk 
www.gjethuset.dk 
15. juni 2017