Barselsvikar til PR, marketing og grafik i Kulturhus

Gjethuset søger en barselsvikar da vores dygtige PR og marketingsansvarlige er i lykkelige omstændigheder. Stillingen er til besættelse fra 1.marts 2022. Vikariatet er min. 10 måneder.

Om os
Gjethuset er et selvejende kulturhus i Frederiksværk, Halsnæs Kommune.

Vores program byder på en bred vifte af arrangementer lige fra koncerter, teater for både børn og voksne til foredrag, kunstudstillinger og konferencer. Se evt. gjethuset.dk/program

Vi har en uformel omgangstone, godt humør, gå-på-mod, og plads til ambitioner.

Vi søger
Vi søger en barselsvikar, der kan tage ansvar for alle Gjethusets arrangementer. Det betyder, at dine opgaver blandt andet er, at producere pressemeddelelser, annoncer og andet markedsføringsmateriale, koordinere kampagner, opdatere og udvikle www.gjethuset.dk varetage Gjethusets formidling på de sociale medier og i det hele taget tænke kreativt for at formidle vores tilbud til så mange som muligt. Vi lægger vægt på, at du kan udføre grafiske opgaver, til plakater, flyers, posters mm. og at du kan tage ansvar i arbejdet med vores billetsystem. Herudover er der en lang række ad hoc opgaver.

Du får stor grad af frihed under ansvar i en spændende organisation med mange udfordringer og en fri og ligetil omgangsform blandt 10 gode og engagerede kollegaer og mere end 80 frivillige.

Om dig

Du har gerne nogle års erfaring med relevante grafiske- og marketingopgaver og du trives i rollen som ansvarlig med eget budget. Du har måske en uddannelse inden for kommunikation og/eller markedsføring. Det er vigtigt, at du har gode formuleringsevner, arbejder selvstændigt, forstår at arbejde med og overholde deadlines og har lyst til at prøve kræfter med kulturlivet.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med eller indblik i kulturbranchen og kan begå dig blandt de mange engagerede og forskellige mennesker, der arbejder i et kulturhus.

Vi forventer ikke at du er superbruger af Adobepakken eller at du er en øvet webmaster, men du skal kunne arbejde i de programmer og have lidt erfaring med hjemmesideredigering.

Du skal have mod på opsøgende “salgsopgaver”

Primære opgaver:

  • Annoncering (trykte såvel som onlinemedier)
  • Websideansvarlig
  • Billetsystem-ansvarlig (oprettelser af events mm.)
  • So-Me ansvarlig
  • Pressemeddelelser/pressehåndtering
  • Marketing af Gjethusets events
  • Budget-håndtering Marketing

Faglige kompetencer:

  • Adobepakken (indesign, photoshop)
  • WordPress
  • Facebook – Businessmanagermodel – Annoncering gennem facebook
  • Mailchimp
  • Erfaring med sociale medier – Instagram, facebook mm.
  • Gode skriftlige egenskaber (dansk)

Personlige kompetencer:

  • Imødekommende, udadvendt og nysgerrig
  • Engageret og generel interesse overfor kollegaer og projekter i huset, teamplayer
  • Åben for mange forskellige arbejdsopgaver – nogle med korte deadlines
  • Kunne kommunikere med mange forskellige persontyper.
  • Godt overblik og evnen til at prioritere og stille skarpt i forhold til aktuelle opgaver

Praktiske oplysninger
Du får arbejdsplads i Kulturhuset Gjethuset – Gjethusgade 5, 3300 Frederiksværk.
Den ugentlige arbejdstid er sat til 30 timer. Du skal være indstillet på, at noget af arbejdstiden lejlighedsvis kan være om aftenen og i weekender. Der er mulighed for at arbejde hjemmefra indimellem.

Ansøgningsfrist er 10.december 2021.

Hvis du har spørgsmål eller behov for yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte Gjethusets leder Ulrik Münster-Swendsen på ulrik@gjethuset.dk eller 28118494.

Vi vil rigtig gerne give plads til en person, der har lyst til at arbejde med kultur og kan bidrage med gode ideer, initiativer og godt humør. Er det dig, så send os din ansøgning på: vikar@gjethuset.dk

Ansøgningsfristen er fredag d. 10. december 2021, og vi forventer samtaler i uge 2 og 3