Info
  • Dato
    18.
    Februar
    2020
  • Tid
    18.55
  • Sted
    Gjethuset
  • Genre
    Foredrag

Foredrag: Kvantecomputeren

Gjethuset og Aarhus Universitet præsenterer:

Livestream: Kvantecomputeren

Livestreamet foredrag: Få en intro til kvantefysikkens verden, og hør om den nye ”kvanterevolution” som udvikler teknologier der bygger på de mest paradoksale kvantefænomener.

Hør om, hvordan kvantecomputere virker og hvad de kan bruges til.

Atomernes og molekylernes mikroskopiske verden er beskrevet af kvantefysikken. Den kvanteverden som kvantefysikken beskriver, er meget forskellig fra fænomener i vores dagligdag: fx er atomare partikler tilsyneladende flere steder på én gang, og målinger på dem giver altid tilfældige resultater.

Kvantefysikken revolutionerede fysikken i begyndelsen af det 20. århundrede og rystede mange fysikere i deres verdensbillede, men dens forudsigelser er afprøvet med stor præcision i alle områder af fysikkens og kemiens verden.

I foredraget vil du få en introduktion til kvantefysikken og herefter vil du høre om en ny ”kvanterevolution” som åbner perspektiver for teknologier som virker netop i kraft af atomers og molekylers kvantefysiske opførsel.
 Der foregår især en intens forskning i kvantecomputere som bruger atomare kvantetilstande til at regne på mange tal på samme tid.

En ny teknologisk milepæl blev nået i efteråret 2019 hvor Googles kvantecomputer Sycamore udførte en særlig beregning, som den kun brugte 200 sekunder på at udføre. Hvis den samme beregning skulle udføres på verdens største supercomputer, skulle den bruge 10.000 år på det!

Om forskeren

Klaus Mølmers forskningsmæssige hovedinteresse er at finde anvendelser af kvantefænomener – fx til computere der bruger enkelte atomer til lagring og beregning af data.

I kvantefysikken kan mikroskopiske partikler tilsyneladende være flere steder på samme tid. Klaus og hans kolleger og studerende har udviklet metoder til at styre denne bevægelse som benyttes i førende laboratorier i hele verden.

Klaus har publiceret over 330 videnskabelige artikler i internationale tidsskrifter og har bidraget med mere end 200 populærvidenskabelige foredrag og indlæg i blade, radio og tv.

OBS

Foredraget er gratis, men kræver tilmelding. Du kan hente billetter gratis her på siden.
Eventet er populært, så meld gerne fra i god tid, hvis du bliver forhindret i at møde op.
Siddepladser uden nummer.