Info

Halsnæs jazzfestival 2020: partout

Så er vi klar igen med Halsnæs Jazzfestival 2020. Med et fantastisk line-up er vi nu i salg med 4 fantastiske koncerter fra d. 17.september -20.september 2020. Det er muligt til en fordelagtig pris at købe en partout-billet til alle fire koncerter – Men I kan også købe billetter til hver enkel koncert.  Vi glæder os til at se jer til jazzede dage i Gjethuset!

Program:

17.9 kl.20.00:   Uffe Steen Trio og Vestbo Trio

18.9 kl.20.00:  Ben Chawes

19.9 kl. 20.00: Caroline Henderson (nu på dansk)

20.9 kl. 15.00 : Dahl Toldam Bruun Trio

Omtaler – læs uddybbende omtaler under hver enkel koncert .

Uffe Steen Trio & Vestbo Trio

To koncerter plus fælles afslutning – alle på scenen!

Her garanteres et musikalsk overflødighedshorn med instrumental musik i særklasse – med guitaren i centrum. En forrygende liveoplevelse, formet som en samtale mellem to musikalske udtryk. Hér er både eventyrlysten triojazz, groovy bluesstemning, smukke ballader, afdæmpet guitarduet, og ikke mindst det helt store brag med begge trioer på scenen på én gang!

En koncert med Uffe Steen Trio & Vestbo Trio præsenterer således de to trioer både sammen og hver for sig.

Samarbejdet mellem Danmarks store guitar-es Uffe Steen og hans tidligere elev Michael Vestbo blev søsat ved en udsolgt koncert på spillestedet Atlas i Aarhus i efteråret 2016. Derefter fulgte en landsdækkende turné i foråret 2017, der bød på fyldte koncertsale, veloplagte publikum samt ikke mindst, to trioer der fik smag for at udvikle det musikalske samarbejde endnu mere.

Ben Chawes
Siden Ben Chawes’ anmelderroste debut album “Up Close” har sangeren, pianisten og entertaineren været på storstillet turné i Europe, Asien, Mellemøsten, USA og Canada. Med sit tidsløse og friske personlige bud på vokal jazz/pop/soul af international klasse, har Ben Chawes som en af de få sunget sin vej ind til Ray Charles’ hjerte. Og han er den eneste musiker nogensinde, der har fået en eksklusiv sponsoraftale med cremen af international audio design, Bang & Olufsen.
Ben Chawes kombinerer jazzens finesser og improvisationer med pop’ens tilgængelighed og soulmusikkens varme glød. Stilen er cool, nærværende og helt unik.

Caroline Henderson
CAROLINE HENDERSON PÅ DANSK FOR FØRSTE GANG – NYT ALBUM OG TURNÉ PÅ TRAPPERNE
25 år efter at Caroline Henderson debuterede som solist med albummet ’Cinemataztic’, udsender hun sin første soloplade på dansk. Albummet ’Den danske sang’ udkommer d. 28. februar 2020, og i den forbindelse tager Caroline Henderson på turné.

Dahl Toldam Bruun Trio

Simon Toldam, pia/ keys, Peter Bruun, drums/ perc & Christina Dahl, saxofon/ komposition.

I dette musikalske møde skabes et unikt udtryk i samklang af tre dynamiske og kreativt skabende kunstnere. Historier fortælles og udleves i et musikalsk toneunivers, der spænder fra dyb indre ro til kaos og vildskab – klare smukke lyriske øjeblikke til ulmende intense finurlige farver af tåget tonesprog.