Info

Trio Con Brio

Obs. Mulighed for tilkøb af mad inden koncerten – En tapastallerken fra Ninas mad og gårdbutik. (Begrænset antal)

Frederiksværk Musikfestival præsenterer:

TRIO CON BRIO

Soo-jin Hong, violin, Soo-Kyung Hong, cello, Jens Elvekjær, klaver

Igen i år kan vi heldigvis præsentere nogle af de mest trofaste deltagere på Frederiksværk Musikfestival, Trio Con Brio, som fuldt fortjent er blandt de største publikumsfavoritter.

Trioen blev dannet af de to koreanske søstre Soo-Jin og Soo-Kyung Hong og den danske pianist Jens Elvekjær i Wien i 1999 og markerede sig allerede stærkt i 2002 ved at vinde 1. pris i DR´s Kammermusikkonkurrence samt den tyske ARD-Wettbewerb i München.

Siden har de vundet en lang række priser og har fejret triumfer verden over, og internationale engagementer har bragt dem til vigtige koncertsale og festivaler i Europa, Nordamerika og Asien, som New Yorks Carnegie Hall, Amsterdams Concertgebouw, Londons Wigmore Hall, Bunka Kaikan Tokyo, Berlin Konzerthaus, Seoul Arts Center og Teatro Olimpico Vicenza.

De to strygere er koncertmestre i DR SymfoniOrkestret, og Jens Elvekjær er Danmarks første Steinway Artist nogensinde og er professor på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Trio con Brio Copenhagen spiller en central rolle på Skandinaviens pulserende nutidige musikscene. Flere af Danmarks mest prominente komponister som Per Nørgård og Bent Sørensen, samt den svenske komponist, Sven David Sandström, har komponeret og dedikeret værker til trioen. Trioen er desuden kunstnerisk leder af festivalen Kammermusik på Lundsgård og Hellerup kammermusikforening.