God Jul Cirkeline – 11:00
Det er juleaften tidligt om morgenen. Cirkeline sidder i sin tændstikæske og kigger ud på stjernerne. Sådan begynder juleeventyret om Cirkeline og hendes musevenner, Frederik og Ingolf, som kaster sig ud i juleforberedelserne. Gaverne skal pakkes ind, hjerter flettes, og så skal der også være plads til at synge og lege.
Senere drager de tre venner ud i skoven efter juletræet. Det er koldt, og sneen falder hvid. I skoven møder vi den skurkagtige kat, de sjove skovnisser, og sidst, men ikke mindst, B med den røde tud. Og så bliver det endelig juleaften.
Stilen i denne forestilling er, som vi kender den fra tegnefilmene, fyldt med sprudlende humor, og ledsaget af Hans-Henrik Leys dejlige og iørefaldende musik. Med denne forestilling har Hanne Hastrup skabt endnu en lille perle inden for sit specielle univers. Cirkelinefiguren er mere populær end nogensinde og henvender sig efterhånden til hele tre generationer af danskere, fra de yngste til de ældste.
Praktisk info:
Familieforestilling fra 3 år.
Varighed: 45 min. uden pause
Dørene til Gjethuset åbner kl. 10:00.
Her holder vi åbent i caféen og sørger for, at der er popcorn snacks og drikkevarer. Derudover er det muligt at hygge sig med et brætspil eller tegneredskaber inden forestillingen, og du er også velkommen til at blive i caféen efter forestillingen.
Forestillingen præsenteres i samarbejde med Det Mobile Teater Halsnæs