Livfuld – En dag i kroppens tegn
En dag med plads til nærvær, bevægelse, ro og fordybelse.
LIVFULD inviterer dig til at træde ud af hverdagens tempo og ind i et sanseligt rum, hvor kroppen får lov til at være i centrum. 3 lokale kræfter er gået sammen om at skabe en dag med fuldt fokus på kroppen, roen og et nærværende frirum.
Gennem yoga, intuitiv dans og klangmeditation guides du gennem dagens forskellige oplevelser, der alle har fokus på at skabe kontakt til kroppen, nervesystemet og det, der giver liv og energi indefra.
Dagen er for dig, der længes efter ro, bevægelse, fællesskab og et frirum uden præstationer. Du behøver ingen erfaring – blot lysten til at være med.
Der vil være mulighed for at ankomme 30 minutter før start, så du kan lande roligt i rummet.
Program
09.30 – Velkomst og introduktion v. Betina
Praktisk information og en blid start på dagen.
Shakti Naam Yoga med Eva Rasmussen – 1,5 time
En livfuld yogapraksis med bevægelse, åndedræt, energi og nærvær.
Pause med snacks
Tid til at lande, trække sig tilbage og nyde roen og nærværet.
Groove – intuitiv dans med Dorthe Lykke – 1 time og 15 min
Præstationsfri bevægelse og dans, hvor alle kan være med. Efter dansen er der tid til at slappe af, strække og mærke kroppen. Afslutningsvis guides en afspænding, hvor du finder ro og stilhed i kroppen.
Klangbad & meditation med Louise “Lullu” Severinsen – 1 time og 15 min
En meditativ lydrejse med klangskåle, vibrationer og dyb afslapning.
Mød dagens undervisere
Eva Rasmussen

Shakti Naam Yoga
Eva Rasmussen har undervist i yoga i mere end 15 år og brænder for at skabe et trygt og nærværende rum, hvor mennesker kan komme fra hovedet og ned i kroppen – og ind i hjertet.
Hendes undervisning er inspireret af blandt andet Yin Yoga, Kundalini Yoga og Shakti Naam Yoga og kombinerer bevægelse, åndedræt, lyd og energi i en levende og kærlig praksis, hvor alle kan være med.
For Eva handler yoga ikke om perfektion, men om at mærke livet, skabe forbindelse til sig selv og finde ro og frihed i kroppen.
Dorthe Lykke

Groove – intuitiv dans
Dorthe Lykke skaber præstationsfrie dansefællesskaber med fokus på glæde, trivsel og fri bevægelse. Gennem Groove inviterer hun deltagerne til at give slip på tanker og forventninger og i stedet mærke kroppen, rytmen og livsglæden.
Undervisningen tager udgangspunkt i simple, guidede bevægelser og musik fra hele verden, så alle kan være med – uanset erfaring eller fysisk niveau.
For Dorthe er dans et sted, hvor det er umuligt at fejle. Et sted hvor kroppen får lov til at tale, energien kan bevæge sig frit, og hvor vi kan genfinde kontakten til os selv.
Louise “Lullu” Severinsen

Klangmeditation & klangbad
Louise arbejder med lydens og vibrationernes healende effekt gennem klangmeditationer og klangbad. Med klang- og syngeskåle, gong og andre instrumenter skaber hun et meditativt lydunivers, hvor kroppen kan give slip og nervesystemet finde ro.
Klangvibrationerne arbejder dybt i kroppen og kan opleves som både beroligende, forløsende og groundende.
Louise fandt selv vejen til klangens verden gennem en personlig livskrise, hvor vibrationerne hjalp hende tilbage til balance og nærvær. I dag arbejder hun blandt andet som klangterapeut og bringer stor omsorg, erfaring og intuition ind i sit arbejde med mennesker.
Du er velkommen præcis som du er.
Kom og vær med til en dag med bevægelse, stilhed, fællesskab og livfuld energi.
Praktisk:
- Deltagere bedes selv medbringe:
- Yogamåtte
- Siddepude
- Tæppe
- Sokker
- Drikkedunk
- Eventuelt sko til dans
- Vi sørger for frugt, dadler, nødder, gulerødder, selleri, salte mandler, samt te og vand.
- Dørene til Gjethuset åbner kl. 09:00.