
Har du lyst til at komme tættere på musikken, møde nye mennesker og få et indblik i, hvad der egentlig skal til for at få en koncert til at spille?
Så er stagehand-frivillig i Gjethuset måske noget for dig.
Når publikum finder deres pladser, lyset dæmpes, og bandet går på scenen, ser det hele måske nemt ud. Men bag kulissen er der masser af mennesker og praktiske opgaver, som får aftenen til at glide.
Som hand bliver du en del af holdet bag scenen og får mulighed for at opleve koncerter fra en helt anden side.
Hvad skal du lave?
Arbejdsopgaverne spænder bredt og afhænger af det enkelte arrangement. Det kan blandt andet være:
- Hjælpe bands og artister med load-in og load-out
- Hjælpe med at bære og placere gear
- Være med til opsætning og nedtagning på scenen
- Hjælpe med praktiske opgaver omkring produktionen
- Stå vagt ved backstage
- Hjælpe med at sikre, at artister og crew har det, de skal bruge.
- Give en hånd med, når der opstår noget uventet.
- Hjælp med lys & lyd.
Du behøver ikke kunne det hele på forhånd. Det vigtigste er, at du har lyst til at lære, tage fat og være en del af holdet.
Du står aldrig alene
Som en del af Hands bliver du en del af et team, og der vil altid være en ansvarlig på arbejde, som har det overordnede ansvar for produktionen.
Du får en introduktion til opgaverne og kan altid spørge, hvis du er i tvivl om noget. Du skal altså ikke selv have styr på hele produktionen eller tage ansvar for ting, du ikke er tryg ved.
Det vigtigste er, at du møder op med gåpåmod, nysgerrighed og lysten til at give en hånd med.
Et fællesskab og mange muligheder
Hands handler ikke kun om at løfte flightcases og flytte kabler.
Det handler om at blive en del af fællesskabet omkring liveoplevelserne i Gjethuset. Du kommer tæt på artisterne, produktionen og de mennesker, der arbejder bag scenen, og du får mulighed for at lære mere om, hvordan en koncert bliver til.
Som frivillig i Gjethuset behøver du ikke vælge én bestemt rolle. Du kan sagtens have flere kasketter på og skifte mellem forskellige typer vagter alt efter dine interesser og hvad der passer dig.
Måske har du lyst til at være stagehand den ene aften og hjælpe med produktionen bag scenen, og tage en vagt i baren, garderoben eller som runner en anden aften.
På den måde får du mulighed for at prøve forskellige sider af Gjethuset, møde flere af vores frivillige og blive en endnu større del af fællesskabet.
Uanset hvad er der plads til dig.
Hvem leder vi efter?
Vi leder efter dig, der:
- Har lyst til at arbejde praktisk og være en del af et team
- Er nysgerrig på liveproduktion og musik
- Kan tage ansvar for dine egne opgaver
- Ikke er bange for at tage fat
- Har lyst til at møde nye mennesker
- Kan arbejde både selvstændigt og sammen med andre
Du behøver ikke have erfaring fra en scene eller koncertproduktion. Vi sørger for, at du bliver introduceret til opgaverne, og der vil altid være en ansvarlig til at hjælpe og guide dig.
Klar til at komme med bag scenen?
Hvis du har lyst til at opleve Gjethuset fra den anden side af scenetæppet, så send en mail til vores frivilligleder Matilde Fløe Knudsen på matilde@gjethuset.dk eller kontakt hende på tlf: 53581639
Vi glæder os til at møde dig – og til at have dig med på holdet.