Kulturnatten
Kig forbi Gjethuset til en hyggelig aften med rundvisninger, aktiviteter og mulighed for at gå på opdagelse i husets historie.
På Kulturnatten åbner vi dørene fra kl. 16.00–21.30, hvor du kan komme med på rundvisning i det historiske Gjethus, slå dig ned i caféen og nyde noget at drikke eller lidt sødt og salt fra baren.
Der er også lagt op til hygge for både store og små med brætspil, perleplader og tegninger, som ligger fremme til fri benyttelse. Og måske kigger Halsinutten også forbi.
Kom med på rundvisning
Hver time kan du komme med på en rundvisning i Gjethuset, hvor en af Gjethusets frivillige Wilhelm Stege fortæller om huset og dets historie.
Rundvisningerne finder sted hver time og varer cirka 30 minutter.
Der er plads til maks. 10-12 personer pr. rundvisning.
Tidskapsler – fra 1996 til 2026
Som en del af Kulturnatten kan du også opleve udstillingen Tidskapsler – fra 1996 til 2026.
I 1996, da København var Europæisk Kulturby, blev tusindvis af tidskapsler skabt som en del af et stort folkekulturelt projekt. Også her i lokalområdet blev der skabt tidskapsler af skoler og institutioner.
30 år senere spørger vi: Hvad ville du lægge i en tidskapsel fra 2026?
Oplev et udvalg af de gamle tidskapsler fra lokalområdet og få et kig tilbage på hverdagen i 1996. Du kan også tegne eller beskrive din egen tidskapsel og sende et lille stykke af 2026 videre til fremtiden.
Udstillingen er skabt i samarbejde mellem Industrimuseet Frederiks Værk og Gjethuset.
Gjethuset er åbent mellem kl. 16:00-21:30.